På trekkingtur det kom vi, og man må sige at det blev lidt af en oplevelse, og at vores udholdenhed blev sat på prøve 😓. Lørdag morgen ringede vækkeuret meget tidligt, vi fik pakket de sidste sager og mødte vores guide Pra Dip nær Mirendas lejlighed. Herfra satte vi så vores fulde tiltro til ham, vores kære guide (der også vidste sig at være lidt af en redningsmand! .. )
Turen startede med en kort taxatur ud til udkanten af Kathmandu, herfra tog vi en bus 3-4 timer op i bjergene. Oprindeligt skulle bussen køre os til Chipling, men pga. et jordskred var dette ikke muligt, derfor blev vi sat af lidt længere nede af bjerget. Jaja, en time fra eller til, det mente sådan et par frejdige piger da absolut ikke var noget problem!
Busturen i sig selv var lidt af en oplevelse .. Bussen var prop fyldt, gammel og sæderne ved at falde fra hinanden. Her i Nepal køres busserne af en chauffør og en codriver. Codriveren hænger (!!) ud af døren og fløjter signaler til chaufføren, der indikerer, hvor tæt han er på at køre ud over bjergskråningen eller ind i modkørende trafik - ganske spændende og meget nervepirrende! Efter sådan en oplevelse, havde vi egentlig ikke noget imod at skulle af bussen lidt tidligere end planlagt (eller det troede vi i hvert fald ikke.. )👌.
Vi blev sat af i Chisopani, hvor trekking turen for alvor startede. Og nøj for en start .. vi lagde hårdt ud med trapper, på trapper, på trapper, på atter trapper indhugget i de stejle bjergvægge. Puha! Efter en time, var Matilde nær gået død af anstrengelse over den tynde bjergluft og Trines ben syrede helt til. Heldigvis reddede den kære guide os, ved at hjælpe os lidt med bagagen. Sagen var nemlig den, at sådan et par danske piger, da ikke lige havde overvejet, at to store backpacks måske var lige i overkanten af oppakning, når tinderne i Himalaya skulle bestiges. Vi blev klogere, blev vi .. Taskerne var ALT for store (og alt, alt, alt for tunge! lesson learned, på den hårde måde - sådan nogle store og tunge tasker, tager vi aldrig med på bjergbestigning igen!). Efter et måltid mad, var vi dog heldigvis på toppen igen. Vi fik fremstammet til guiden, at det da forhåbentlig ikke var så stejlt hele vejen. Svaret blev sagt med et lille smil "yes yes, very steep next two days". Åh nej! vores udholdenhed blev virkelig sat på prøve, og det ville være synd at sige, at vi selv helt troede på, at vi rent faktisk nåede til Kutumsang, der var dagens endestation. Benene syrede og sveden piplede af panderne, og indimellem blev der vidst også sagt et lille bandeord eller to over de forbandende trapper, der var uendelig og seriøst stejle. Heldigvis skiftedes vi lidt til at have op- og nedture, så kunne vi hjælpe hinanden og holde humøret højt (og skiftes til at bære den ene backpack, imens den kære Pra Dip løb forud med den anden ..). Udsigten var også helt fantastisk, med terrasser, rododendron og bjerge så langt øjet rakte. Når vi ellers havde overskud til at se andre steder ned ned i jorden og op ad trapperne 😉. Efter 7 timers vandring STEJLT opad, nåede vi dog endelig frem, og nøj, hvor var vi glade - og ikke mindst stolte!!
I Kutumsang ventede der sig et fint lille teahouse. Vi fik en lille træhytte at bo i, og der var dejlig varme i ildstedet til aften. Det var skønt, for varmt, det var der bestemt ikke i bjergene når solen går ned! Vi begyndte at lære lidt nepalesiske gloser fra Pra Dip, som tilgengæld blev helt habil til at spille 500 😆
Selvom det var lørdag (den eneste lukkedag her i Nepal), fik vores guide arrangeret at den lokale nurse-midwife kunne vise os rundt på den lokale Health Post, der også har fødeklinik. Super spændende! Selve fødeklinikken bestod af et fint lille telt med diverse udstyr, og betjener omkring 10-15 kvinder om året i bjergområdet. Skal kvinderne overflyttes under fødslen foregår det vha. en timers lang ambulancetur og er det i monsoon perioden, så bæres de på ryggen i en kurv (ned af de selv samme trapper, vi havde besteget .. meget tankevækkende).
Efter en god nats søvn var humøret atter højt og benene overraskende friske. Så af-sti-afsted med os, målet på anden dagen var Thadepathi. Sagen var bare lige den at Thadepathi ligger i 3700 m højde, så forud ventede os endnu en dag med stejle trapper indhugget i bjergene. I det mindste var det i et lidt mere moderat mængde end dagen forinden. Stigning i højde viste sig dog også at betyde temperaturfald - et ret voldsomt temperaturfald. Da vi nåede til LangTang National Park faldt temperaturen for alvor, og på ruten var der også sne og is, der bestemt ikke gjorde det lettere. Heldigvis ligger der små teahouses ved stort set alle store trekkingruter her i Nepal, så da benene næsten ikke kunne mere, fik vi et tiltrængt måltid mad.
Selvom benene var trætte, fik vi kæmpet os hele vejen til Thadepathi. Her lå kun et enkelt teahouse på bjergtoppen, så det var ikke så svært, at vælge, hvor vi skulle bo. Natten her, var dog knap så behagelig .. Vi fik vores eget lille værelse (læs: træskur uden nogen former for isolering) og der var seriøst koldt. Selvom der var ildsted i fællesrummet, var det meget svært at holde varmen, og natten var ikke særlig fornøjelig. Selv i flere lags tøj, soveposer og tæpper, og selvom sengene blev rykket sammen, ja, så var det bare en virkelig kold fornøjelse og øjnene blev ikke lukket meget den nat. Men morgen det blev det, og afsted, det skulle vi så igen.
Tredjedagen var vores short day, hvor vi "kun" skulle gå til Melamchigaun. Turen tog nogle timer, og heldigvis ligger Melamchigaun i en dal (1000 m lavere end Thadepati), hvilket betød at vi skulle nedad for en gangs skyld .. Dette vidste sig dog også at være lidt af en oplevelse, for nedad, betyder seriøst stejlt nedad, når vi taler om Himalaya bjergene. Med nedad det gik det, og frem det kom vi! Efter kun 3-4 timers vandretur nåede vi landsbyen, der også var turens endestation.
Melamchigaun viste sig at være en lidt større by, end de steder vi ellers havde overnattet på turen. Vi blev indlogeret et meget autentisk sted, hvor fællesrummet bogstavelig talt var en families hus. Her boede en tibetansk familie bestående af bedstefar, bedstemor, to sønner, hvoraf den ene havde kone og to små børn, og her skulle vi også spise og hænge ud, når ikke vi var på vores værelse. Familien var som alle andre nepalesere fantastisk gæstfrie og søde! Selvom de nærmest intet havde, sørgede de godt for deres gæster, og vi blev budt på diverse tibetanske snacks (bl.a. the lavet af yak okse - det var .. en oplevelse😉).
Efter lidt frokost og indlogering gik turen til den lokale health post. Her fik vi lov at kigge lidt rundt, stille spørgsmål til personalet samt kigge på deres udstyr, virkelig spændende.
Oprindeligt havde vi valgt denne rute, fordi vi for nogle uger siden havde besøgt organisationen CAN, der havde givet os tilladelse til at besøge nogle af deres Health posts i bjergene (CAN er en engelsk NGO, der bl.a. opretter health posts og herefter overgiver dem til regeringen i Nepal). Under vores besøg der, havde en meget venlig mand ved navn Purna. Purna er rektor på den lokale skole i Melamchigaun og har hjulpet os en masse med planlægningen af turen og havde da også inviteret os til at se hans skole. Desværre var Purna ikke selv på skolen, fordi han er til et stort sundheds arrangement ifm. hans arbejde i CAN. Men da fortalte, at vi kendte Purna og spurgt om vi måtte se skolen, skal vi da lige love for, at vi fik os en rundtur. Viceinspektøren introducerede os til samtlige klasser på hele skolen (nursery - 10. klasse), i klasselokalerne blev vi udspurgt om diverse spørgsmål, vidste Danmark frem på landkort og fik endda også fornøjelsen af at synge den danske nationalsang 😜
Hele området omkring Helambu og Langtang nationalpark blev ramt meget hårdt af jordskælvet i 2015, og det var Melamchigaun om noget virkelig et bevis på. Hele skolen blev jævnet med jorden, og derfor var alle klasselokaler mv. i midlertidige bygninger og overalt på skolen hang beviser på, at jordskælvet virkelig havde ændret byens bevidsthed for altid. Selve skolen er en offentlig en af slagsen, der stik imod nepalesisk tradition gør mere og andet, end det, der kræves fra regeringens side. Her lærer de børnene engelsk meget tidligt, har ekstra timer som eks. samfundsfag og kultur. Ligeledes koster det kun børnene penge at spise på skolen, alt andet er gratis. Til skolen hører et hostel, her bor de børn, der ikke kommer fra selve Melamchigaun, men fra andre små bjerglandsbyer. De besøger deres familier 3-4 gange om året, når vejret og skoleferierne tillader at de kan vandre op til landsbyerne i bjergene .. Sådan en flok 5 årige nepalesere, der ikke havde forældre i nærheden, gjorde sørme indtryk på os - puha, hvor er det en hård tilværelse uden nogen omsorgspersoner til at tage sig af dem 😔..
Efter en begivenhedsrig dag, gik vi efter endnu et måltid Dahl bhat (ris, linsesuppe med diverse tilbehør, som nepaleserne glædeligt spiser 3 gange dagligt) godt trætte til ro og fik en god nats søvn.
Tirsdag morgen var det tidligt op, for vi skulle nå den ene bus (der måske, måske ikke) gik til Kathmandu samme morgen. Heldigvis var det vores lucky day, og bussen holdt klar til afgang. Inden afgang blev der fyret røgelsespinde af og bedt til diverse guder - og det siger måske nok mest om, hvad det var for en tur vi skulle på .. puha, endnu en meget skræmmende bustur til samlingen. Turen tog noget i retningen af 9 timer, heldigvis var der klart og udsigten helt fantastiske, som vi kørte igennem små nepalesiske bjerglandsbyer, med risterrasser, templer og bjergtoppe, så langt som øjet rakte. Et fantastisk syn, der heldigvis kunne dæmpe nerverne en lille smule 😊..
´Alle de søde nepalesere og musikken, hjalp da også lidt på stemningen 😁
Da vi endelig nåede frem til Kathmandu, gik turen for sidste gang til Jawalakhel for at hente de sidste af vores ting, som vi havde fået lov til at opbevare hos Mirenda. Vi fik pakket vores sager sammen (vores backpacke må være krympet - for der var lidt problemer, med at få det hele deri .. ) og sagt farvel til Mirenda og Kirk. Herefter satte vi kursen mod Kathmandu, hvor vi indlogerede os på et lidt tvivlsomt hotel .. Sagen var nemlig den, at der pga. vandmangel i bjergene ikke havde været mulighed for at få et bad de sidste mange dage, så det første hotel, der tilbød hot shower, synes Matilde da lød helt fantastisk. Ved nærmere inspektion, viste det sig dog at være en smule klamt, for ikke at sige skummelt. Hotellet lå en afsides og meget mørk sidegade, og blev vidst mest af alt anvendt af diverse folk, der lige manglede et værelse til nattens fornøjelser .. men nå ja, der var varmt vand og en seng at sove i. Efter et skønt og tiltrængt bad, blev aftensmaden indtaget på en hyggelig restaurant i Thamel, og for en gangs skyld, bestod den ikke af dhal bhat 👍.
Det må være nok for denne gang! Nu sætter vi kursen mod Chitwan, hvor den står på sol, varme, afslapning og forhåbentlig får vi set en masse dyr, når vi skal på safari 😃.
- Trine og Matilde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar